RWE Offshore Wind GmbH

Housewarming: Indvielse af Thor Havvindmølleparks driftsbygning

  • Danmarks største havvindmøllepark får base i en ny, topmoderne bygning på Thorsminde Havn
  • Op til 60 permanente arbejdspladser forventes
  • Den 2.300 kvadratmeter store bygning er tegnet i samarbejde med Frandsen & Søndergaard og bygget af Østermark Entreprenørforretning

Thorsminde, 25. marts 2026

RWE har officielt indviet den nye driftsbygning for Danmarks største havvindmøllepark, Thor. Senere i dag samles en bred kreds af deltagere fra lokalområdet på Thorsminde Havn – herunder naboer, samarbejdspartnere samt repræsentanter fra Holstebro Kommune, Thorsminde Havn og det lokale erhvervsliv – for sammen at markere denne milepæl.

Kenneth Tønning, Borgmester, Holstebro Kommune: “Vi glæder os over, at den langsigtede strategi om at udvikle Thorsminde til en moderne servicehavn for store havvindprojekter nu for alvor bliver foldet ud. For Holstebro Kommune er indvielsen en foreløbig kulmination på en målrettet indsats for at tiltrække nye aktiviteter og grønne arbejdspladser til et område med unikke styrkepositioner inden for vindenergi.”

Lisette Sønderby, Havnedirektør, Thorsminde Havn: “Vi er stolte af det stærke samarbejde med RWE og af at se, hvordan deres tilstedeværelse allerede sætter et tydeligt og positivt aftryk på Thorsminde. Med etableringen af driftsbygningen skabes der ikke bare nye arbejdspladser, men også en mærkbar udvikling på havnen, hvor vi går fra afvikling til udvikling. Samtidig er bygningen opført med respekt for områdets arkitektur og med stærk involvering af lokale håndværkere, hvilket understreger den lokale forankring i projektet.”

Pernille Asgaard Haaning, CEO of RWE Renewables Denmark: “Den officielle åbning af vores nye servicebygning er et stærkt symbol på det fællesskab og den lokale opbakning, der har båret Thor-projektet frem. Med driften af Thor skaber vi varige lokale arbejdspladser i Thorsminde mange år frem. Vi er glade for at være en del af lokalsamfundet og stolte over, at Thor både bidrager til den grønne omstilling og til øget energisikkerhed.”

Günther Fenle, Project Director, RWE Thor Offshore Wind Farm: “ Driftsbygningen bliver vores hjem i mindst de næste 30 år. De første medarbejdere er allerede flyttet ind, og fra og med dette forår vil vores teknikere dagligt sejle ud til vindmøllerne herfra. Når Thor rammer fuld drift i 2027, vil et dedikeret team på 50 til 60 medarbejdere arbejde døgnet rundt med drift og vedligehold af havvindmølleparken.”

Topmoderne bygning designet og opført af lokale danske virksomheder

Drifts- og servicebasen er designet af ATRA arkitekter i samarbejde med Frandsen & Søndergaard. Byggeriet er udført af Østermark Entreprenørforretning.

Den topmoderne bygning på 2.300 kvadratmeter fordelt på tre etager rummer de nødvendige faciliteter til at sikre en effektiv drift af Thor Havvindmøllepark - herunder kontrolrum, lagerfaciliteter og kontorer. Derudover rummer bygningen en loungepræget kantine og en tagterrasse.

Materialer og farver afspejler de omkringliggende klitter og græsarealer og tilfører varme til indretningen. Fra mødelokalet er der en unik udsigt over Vesterhavet, hvor Thor Havvindmøllepark ligger, og mod Nissum Fjord mod øst.

Arbejdet på Thor Havvindmøllepark skrider frem efter planen

Arbejdet til havs på den 1,1 gigawatt store havvindmøllepark skrider godt frem og følger tidsplanen. I 2025 blev transformerstationen og samtlige møllefundamenter installeret, og tidligere på måneden blev den første af i alt 72 vindmøller rejst. Hver mølle har en kapacitet på op til 15 megawatt.

Thor bliver samtidig den første havvindmøllepark i verden, hvor ståltårnene til møllerne er produceret med et reduceret CO₂-aftryk, og nogle af møllerne vil blive udstyret med genanvendelige vinger.

Den første strøm er allerede produceret og leveret til det danske elnet. Når Thor er fuldt idriftsat i 2027, vil havvindmølleparken kunne producere nok grøn strøm til at dække elforbruget i mere end én million danske husstande. Thor er et fælles projekt mellem RWE (51 %) og Norges Bank Investment Management (49 %). RWE står for både opførelsen og driften af projektet gennem hele dets levetid.

En af verdens førende aktører inden for havvind

RWE driver allerede 19 havvindmølleparker, herunder Rødsand 2 ud for den danske kyst. Ud over Thor i Danmark bygger virksomheden i øjeblikket tre store havvindmølleparker: Sofia havvindmøllepark (1,4 GW) i Storbritannien, Nordseecluster (1,6 GW) ud for den tyske kyst og OranjeWind havvindmøllepark (795 MW) i Holland.

Billedmateriale til brug i medierne er tilgængeligt i RWE Media Centre (Credit: RWE).