- Den første vindmølle i Thor Havvindmøllepark har for første gang leveret elektricitet til elnettet
- Etableringen af Danmarks største havvindmøllepark skrider planmæssigt frem med igangværende installation af vindmøller
- Når Thor er fuldt idriftsat i 2027, vil havvindmølleparken kunne levere strøm svarende til mere end én million danske husstandes forbrug

Essen, 17. marts 2026
Endnu en stor milepæl er nået i forbindelse med etableringen af den 1,1 gigawatt store havvindmøllepark Thor ud for den jyske vestkyst. I går leverede Thor for første gang elektricitet til det danske elnet, der drives af Energinet, kort efter installationen af den første vindmølle. Danske Commodities A/S leverer route-to-market-tjenester for Thors elproduktion på vegne af RWE.
Sven Utermöhlen, Chief Executive Officer, RWE Offshore Wind: “Danmarks største havvindmøllepark producerer nu elektricitet og leverer for første gang strøm til det nationale elnet. At nå denne milepæl så kort tid efter installationen af den første vindmølle viser den ekstraordinære indsats hos vores projektteams og samarbejdspartnere, og hvor effektivt de arbejder sammen. Thor udvikler sig præcis som planlagt. En stor tak til alle involverede. Nu retter vi fokus mod de næste skridt, som skal bringe alle 72 vindmøller i kommerciel drift senest 2027.”
Kim Willerslev Jakobsen, direktør i Energinets Systemansvar: “Danmarks største havvindmøllepark har rundet en vigtig milepæl i den grønne omstilling. Grøn elektricitet strømmer bogstaveligt talt ind fra Nordsøen og ud i stikkontakterne i op mod én million husstande, når Thor er fuldt udbygget. Jeg er selvfølgelig stolt over, at Energinet har været med til at bygge den infrastruktur, der skal fordele den grønne elektricitet til de danske elforbrugere og til kunder i udlandet. Stort tillykke til RWE med den flotte milepæl og tak for et fremragende samarbejde.”
Pernille Haaning, Chief Executive Officer, RWE Renewables Denmark: ”Det er et stort øjeblik, at den første elektricitet fra Thor Havvindmøllepark nu føres igennem det danske elnet. Det viser, hvor hurtigt havvind kan gå fra konstruktionsfase til at levere grøn elektricitet i stor skala. Thor kommer til at spille en vigtig rolle i at styrke både Danmarks og Europas grønne energisikkerhed og klimaambitioner. Vi ser frem til at idriftsætte de resterende vindmøller i de kommende måneder.”
Thor Havvindmøllepark er et fælles projekt mellem RWE (51%) og Norges Bank Investment Management (49%). RWE har ansvaret for anlæg og drift gennem hele Thors levetid.
Bæredygtige elementer: CO2-reducerede ståltårne og genanvendelige vinger
Thor bliver den første havvindmøllepark i verden, der anvender 36 ståltårne til vindmøller, som Siemens Gamesa har fremstillet med et lavere CO2-aftryk. Derudover vil nogle af vindmøllerne blive udstyret med genanvendelige vinger. Det er et banebrydende skridt mod fuld bæredygtig livscyklus for en havvindmøllepark og ligger i tråd med RWEs bæredygtighedsambitioner.
Thor skrider planmæssigt frem
Anlægsarbejdet forløber godt. Sidste år blev transformerstationen, leveret af HSM Offshore Energy og fundamenterne til de 72 vindmøller installeret med succes. Vindmøllerne er produceret af Siemens Gamesa og har en kapacitet på op til 15 MW hver. Derudover blev landstationen færdiggjort af Siemens Energy. Projektet har for nylig opnået den 30-årige elproduktionstilladelse fra Energistyrelsen, som er en af forudsætningerne for at kunne påbegynde idriftsættelsen.
Når Thor er fuldt idriftsat i 2027, vil havvindmølleparken kunne producere så meget grøn elektricitet, at det svarer til mere end én million danske husstandes forbrug. Parkens drifts- og vedligeholdelsesplan forventer at skabe 50 til 60 lokale arbejdspladser i en ny RWE servicebygning på Thorsminde Havn, som officielt åbner i marts 2026.
Førende global aktør inden for havvind
RWE har allerede 19 havvindmølleparker i drift globalt, herunder Rødsand 2, som ligger ud for Lolland. Udover Thor i Danmark er virksomheden i øjeblikket i gang med at opføre tre store havvindmølleparker: Sofia (1,4 GW) i Storbritannien, Nordseecluster (1,6 GW, RWEs andel: 51%) ud for den tyske kyst samt OranjeWind (795 MW, RWEs andel 50%) i Holland.
For mere information om RWEs Thor Havvindmøllepark besøg thor.rwe.com.
Billedmateriale til brug i medierne er tilgængeligt i RWE Media Centre. (Billedkilde: RWE / Fotograf: Niklas Marc Heinecke)