- Det første ud af 72 møllefundamenter er nu installeret i den over 1.000 MW store Thor Havvindmøllepark.
- Fundamenterne er udskibet fra havnen i den hollandske by Eemshaven.
- Thor Havvindmøllepark omfatter flere bæredygtige løsninger, herunder anvendelse af genbrugte covers til monopælene, ståltårne, som er produceret med et lavere CO2-aftryk end traditionelt producerede tårne, samt genanvendelige møllevinger.
- Thor vil være Danmarks største havvindmøllepark til dato, når den står klar i 2027. Parken vil levere nok vedvarende energi til at forsyne over én million danske hjem med strøm.

København, 30 april 2025
RWE har taget et vigtigt skridt i konstruktionen af den mere end 1.000 MW store Thor Havvindmøllepark i Nordsøen: Det første ud af 72 møllefundamenter er nu installeret.
Fundamentet er en lang stålpæl, en såkaldt monopæl, som er blevet transporteret af installationsfartøjet „Les Alizés“ fra havnen i den hollandske by Eemshaven til anlægsområdet for Thor Havvindmøllepark, der er placeret cirka 22 kilometer ud for den jyske vestkyst. Hvert fundament er cirka 100 meter langt og vejer op til 1.500 ton. Det svarer omtrent til vægten af 1.000 mindre biler. Der kan lastes 5 monopælefundamenter i én forsendelse.
Sven Utermöhlen, CEO for RWE Offshore Wind: “Med Thor opfører vi Danmarks hidtil største havvindmøllepark. Efter flere års planlægning og forberedelse er installationen af den første monopæl et meget symbolsk øjeblik samt en stor milepæl for hele RWE-teamet. En stor tak til alle kolleger og partnere, der har bidraget til projektet. Opførelsen af projekter i denne skala er en fantastisk mulighed for at demonstrere vores ekspertise i at levere værdifulde havvindmølleparker over hele verden.”
Sekundære stålkonstruktioner til fundamenterne håndteres fra havnen i Thyborøn, der fungerer som offshore konstruktionsbase for Thor-projektet. Thyborøn Havn er også havn for projektets servicefartøjer samt kontrolcenter for styring af den maritime logistik og trafik gennem hele anlægsfasen på havet.
Bæredygtighed
For at beskytte monopælen mod det barske havmiljø indtil mølletårnet er monteret, bliver der påsat et genanvendeligt hårdt cover. Som et yderligere bæredygtighedstiltag vil 36 af møllerne blive udstyret med ståltårne, som er produceret med et lavere CO2-aftryk end traditionelt producerede tårne. Derudover vil 40 møller have genanvendelige vinger.
Thor Havvindmøllepark skrider godt frem
Udskibning af møllerne forventes at blive udført fra Esbjerg Havn med start i 2026. Med en kapacitet på over én gigawatt vil Thor Havvindmøllepark kunne producere nok grøn strøm til at dække forbruget i mere end én million danske hjem.
Pernille Asgaard Haaning, adm. Direktør for RWE Danmark: “Med Thor Havvindmøllepark tager Danmark et vigtigt skridt for at styrke sin position som foregangsland inden for vedvarende energi. Det glæder os derfor, at udviklingen skrider fremad og, at projektet fortsat forløber planmæssigt. Både den lokale støtte og konstruktive dialog med myndighederne er afgørende for projektets fremdrift, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde i takt med projektets udvikling.”
Vindmølleparken forventes at være fuldt operationel i 2027. Som en del af drifts- og vedligeholdelsesplanen vil der blive skabt 50-60 lokale arbejdspladser i en ny driftsbygning på Thorsminde Havn. Byggeriet af driftsbygningen er allerede i gang og forventes færdigt ved udgangen af 2025.
En førende global aktør inden for havvind
RWE har globalt allerede 19 havvindmølleparker i drift, herunder Rødsand 2, der ligger syd for Lolland. Udover Thor i Danmark er selskabet i øjeblikket i gang med at opføre tre store havvindprojekter: havvindmølleparken Sofia (1,4 GW) i Storbritannien, Nordseecluster (1,6 GW) ud for den tyske kyst og – i samarbejde med TotalEnergies - OranjeWind (795 MW) i Holland. I slutningen af marts meddelte RWE, at Norges Bank Investment Management ville købe en andel på 49 % i havvindmølleprojekterne Thor og Nordseecluster.
For mere information om RWE's Thor offshore-projekt, besøg venligst: thor.rwe.com.
Billedmateriale til brug i medierne er tilgængeligt i RWE Media Centre (Credit: RWE)